Vesterports Mistral - Ny hest til handicapridning på Frederikshavn Rideklub

 

Vesterports Mistral - Ny hest til handicapridning på Frederikshavn Rideklub, sponseret af Boligforeningen Vesterport

Frederikshavn Rideklub har fra Boligforeningen Vesterport modtaget et sponsorat til indkøb af en ny handicap-venlig skolehest inklusive indkøb af det nødvendige udstyr.  

Sundhedsridning Nord

Frederikshavn Rideklub har gennem de sidste mange år udbudt handicapridning for børn, unge og voksne med forskellige former for fysiske og psykiske handicaps. De seneste år har klubben oplevet en øget interesse for handicapridningen, og har løbende oprettet særlige skræddersyede hold. Senest er der blevet oprettet et hold for børn med mental retardering og infantil autisme. Herudover overvejer klubben også at oprette hold målrettet voksne, der er ved at komme sig efter, eller er under, langvarige sygdomsforløb.

Denne udbygning af klubbens elev- og handicapafdeling er samlet under navnet ”Sundhedsridning Nord”, der har til formål at styrke og udvide tilbud inden for ridning til børn, unge og voksne med særlige sociale, psykiske og fysiske behov. Alle aktiviteter fra Sundhedsridning Nord bliver bestyret igennem Frederikshavn Rideklubs elev- og handicapafdeling.

Ridning er for alle

Ridning er til glæde for mange – børn, unge voksne - raske, syge og handicappede. Selv personer med meget svære handicaps rider med stort udbytte. De får sund motion, frisk luft, gode naturoplevelser, livsglæde og et godt socialt samvær med dyr og mennesker. Fornøjelsen og udbyttet ved samværet med hesten og følelsen af at være mobil, er ubeskrivelig for mange. Især for bevægelseshæmmede.

Ridningens fysiske effekter kan blandt andet være en forbedret balance, koordination og motorik, aktivering og styrkelse af muskler, øget sensibilitet og kropsbevidsthed. Hesten bliver en slags partner og levende redskab i terapien.

Behov for flere handicap-venlige heste

På baggrund af det nye tiltag og den øgede søgning til klubbens handicaphold, har der naturligt nok vist sig et behov for flere handicap-venlige heste. Hestene er kernen i de gode oplevelser ridningen giver, men det er naturligvis ikke alle ponyer/heste, der kan bruges til denne slags undervisning, som kræver meget nervefaste heste.

En sådan hest er en dyr investering, og den er svær at finde. Der er mange ting, man skal tage højde for, før man finder den rigtige. Der er derfor gået lidt tid, fra sponsoratet var en realitet og til det lykkedes for klubbens berider Jan Søgaard sammen med underviser og ansvarlig for klubbens elev- og handicap-afdeling, Mai-Britt Petersen at finde den helt rigtige hest.

Vesterports Mistral

I Frederikshavn Rideklub er man meget glade og taknemmelige for den nye skolehest, som Boligforeningen Vesterport har sponseret til klubben. Vesterports Mistral, som den nye hest helt naturligt er blevet døbt, er nu faldet godt til i flokken af skoleheste.

På Frederikshavn Rideklub passes der rigtig godt på elev- og handicaphestene. De kommer dagligt på en stor græsfold og må højst blive brugt to timer om dagen. Derudover har de en ugentlig fridag. Smeden kommer og beskærer hove hver 6. uge og dyrlægen bliver naturligvis kontaktet i tilfælde af sygdom, tandpleje og vaccinationer.

Vesterports Mistral kan derfor regne med et godt liv i trygge rammer, hvor han helt sikkert kommer til at gøre en positiv forskel for en masse børn, unge og voksne.