Mindeord - Grete Hjalf

Mandag den 4. maj modtog klubben den triste besked, at Frederikshavn Rideklubs altid trofaste støtte Grete Hjalf søndag var afgået ved døden i en alder af 89 år. 

Det er de færreste af klubbens nuværende medlemmer, der har kendt Grete, men de af os der har gjort, kendte hende som vores altid gavmilde støtte og som vores æresmedlem Beths trofaste veninde. 

I 1999 skænkede hun klubbens fire vandrepokaler, dem som vi hvert år dyster om til klubmesterskaberne og som i mange år altid blev overrakt af Grete selv.

Da vi i sin tid startede op med sponsorspringning, var Grete altid klar, som den anonyme giver.

Da vores Sportsudvalg stod og manglede en bærbarcomputer (det var før en sådant blev hver mands eje) ja da trådte Grete til og gav klubben en sådant. Grete vidste om nogen, at der skulle værnes om de frivillig og kunne noget gøres lettere, fx i form at en computer, så hjalp hun gerne.

Hun skænkede Kæphesten en stor industrifryser, den havde vi virkelig også brug for. 

Grete har bestredet utroligt mange poster inden for Dansk Rideforbund, bla. som dressurdommer og som medlem i udvalg og komiteer. Noget som stod Gretes hjerte nær, var handicapridning, hestevelfærd og livet i Hjørring og Frederikshavn Rideklub.

Æret være Grete Hjalfs minde.